Så er 2 ugers sommer camp forbi, og bestyrelsen har gjort mange nyttige erfaringer, der kan bruges næste gang, vi bliver i stand til at arrangere noget lignende.
Det var travle, men dejlige dage, hvor vi især glædede os over børnenes reaktion.
De er eksperter i at udnytte friheden og de mange muligheder for leg, oplevelse, samvær og sport.
Vi synes, vor strategi med afvekslende spændende oplevelser og fredelige hjemmedage fungerede godt. Børnene skulle have mulighed for oplevelser sammen med forældrene, der ellers sjældent er råd til, men ferie er jo også at tulle rundt og skulle slet ingen ting ud over at nyde livet.
Det var godt at se børnene hygge sig sammen med familien og især, at nogle fædre, der ikke havde ferie, kom og deltog aktivt efter arbejdstid.
Godt gået alle sammen.
Vi sender hilsen og tak til de deltagere, der bidrog til den gode stemning. Alle, der gav en hjælpende hånd og sidst, men ikke mindst: Tak for de gaver, der gjorde campen mulig og god.
Det gælder billige eller gratis oplevelser, legetøj, madvarer og legetøj og ikke at forglemme – rede penge.
Vor erfaring siger, at der er stor og stigende behov for den slags tilbud, for mange familier har slet ikke råd til ferie..